Mig og jul

Det der jul, ik'åh?
Det er sgu ikke lige mig.

Hvis du er typen, der elsker jul og bare har gået og glædet dig siden sommerferien til denne søde juletid, så synes jeg faktisk du skal overveje at springe dette blogindlæg over.

Jeg er på ingen måde ude på at fornærme nogen, men da jeg kan se, at mange af de skønne blogs jeg følger, i øjeblikket flyder over med juleri, så har jeg faktisk stor lyst til at bidrage med et synspunkt, som der simpelthen MÅ være nogen, der deler med mig!?

Jeg er ikke vild med jul og jeg går ikke op i jul.

Jeg har på fornemmeren, at hvis min mand havde vidst det om mig, før han forelskede sig i mig, så ville han have overvejet at vælge mig fra. Han elsker julen og dens traditioner usigelig højt. Han elsker julefrokosterne, andestegen, gaverne, juletræet - ja hele julemolevitten. Det skal være som det plejer og der skal ikke mangle noget. Han har en indre forskrift på, hvordan "en rigtig jul er" og det er tæt på uladsiggørligt at lave om i den forskrift.

I de år vi har boet sammen, er forskellen på vores jule-jubel blevet større og større. Jeg tror, vi er blevet ofre for "tryk-avler-modtryk" fænomenet!
Jo mere han har fablet om hvor fantastisk dejlig julen er, jo mere har jeg taget afstand fra den. Eller ikke fra selve julen, men fra hele set-up'et omkring den.
Jo mere julemad min mand har præsenteret mig for: Grønlangkål, medisterpølse, sylte, leverpostej og hvad har vi, jo mere væmmelse har den slags mad vakt hos mig og jo mere lyst har jeg haft til porretærte og grøn salat.

Som barn kunne jeg ikke lide julens mad og jeg kan heller ikke ret godt lide det som voksen.
Juletiden er spækket med forventninger - og for mit vedkommende er det forventninger, som jeg på forhånd ved, at jeg ikke kan leve op til - og derfor går jeg ofte helt kold i tingene, før de overhovedet er begyndt.
Bevares, der kommer skam en nisse her hver eneste nat og lægger en sød lille gave i hver af husets tre pigers julestrømper - og nissen mærker da også glæde ved at se deres begejstring om morgenen, men helt inderst inde, så kan jeg ikke lide det fup-agtige og bedrageriet, som i hvert fald husets yngste er udsat for. Nissen er skidebange for at glemme at komme forbi der sent om aftenen, så hun har sat sin nissemobil til at bippe, for at huske det.
Jeg kalder hende Noia-nissen og griner lidt af hendes kontrollerede holden styr på tre kasser, indeholdende hver 24 små indpakkede gaver.
Jeg ønsker ikke at mine børn (endnu) skal vide, at deres mor ikke er et julemenneske. Derfor faker jeg. Det har jeg haft mange år til at øve mig i, så jeg er efterhånden blev rigtig god til det.

Her kommer udtrykket: "Fake it till you make it" til sin ret, for jeg ender jo altid med at hygge mig med at pynte op eller bage sammen med børnene.  I dag har jeg sågår været ude at købe en adventskrans! Den var sat ned fra 199,- til 149,- men det er jo også 2.søndag i advent. Hvad mon den ville koste næste søndag?

Så er der julegaverne. Undskyld mig! Er det ikke dybest noget pjat? Min mand og jeg gransker vores hjerner for at komme i tanke om ting, vi ønsker os. For vi mangler ikke rigtig noget. Vi kører kassekreditten helt i bund for at opfylde hinandens ønsker og det vi  i bund og grund gør, er jo bare at bytte penge!? (Penge, som vel at mærke er hævet fra den samme konto...)

Det tøj, jeg sidste år købte til ham i julegave, genså jeg i januarudsalget sat ned med 50 %. Her rammer følelsen af at være blevet taget alvorligt ved næsen mig altså ret hårdt!

Jeg ved præcist hvordan det løbeur, jeg ønsker mig, ser ud og hvor det kan købes. Det ville være meget nemmere, hvis jeg selv gik ud og købte det, men sådan er legen ikke. Selvfølgelig bliver jeg glad for de julegaver, jeg får - man er jo ikke et skarn, vel - men jeg ville blive meget mere glad og tilmed overrasket, hvis min mor eller min mand kom helt uventet en dag i april med en gave, der var valgt lige præcis til mig, fordi de havde lyst og ikke fordi det var jul.

Det er alt der her som sig "hør og bør", jeg bliver dårlig tilpas af. Jeg kan ikke få tanken ud af hovedet at der, ud over den glæde og varme juletiden repræsenterer, også er rigtig meget overfladisk falskhed og materielt svineri i luften.

Jeg elsker at være sammen med min familie og vi er det mange gange om året. Julen er ikke noget særligt i den forbindelse. Forskellene er ydre ting: Juletræ, mad, gaver. Glæden, samværet og nærværet er det samme, jul eller ej.

Jeg nyder at have fri i mange dage. Og da jeg er så heldig at jeg har et arbejde, der giver mig denne mulighed flere gange om året: Sommer, påske, efterår og vinter, så er julen ikke speciel i den forbindelse.
Det er en dejlig lang ferie, men jeg ville nyde den ligeså meget, hvis julen blev taget ud af juleferien.


I mine unge år, før jeg fik børn, havde jeg i en årrække mulighed for at 'melde mig ud af julen'. Det benyttede jeg mig af tre gange.
Ét år var jeg d. 24.dec på aftenvagt, som sygehjælper på det plejehjem, hvor jeg arbejdede. Det var en dejlig juleaften, med det primære formål at sørge for de praktiske ting omkring de gamles juleaften.
Året efter var jeg i New York i julen og ud over en smuk julepyntet storby og en lækker gave fra den kæreste, jeg besøgte derovre, så var jeg lykkelig forskånet for alt det, som jeg ikke bryder mig om ved juleræset. Jeg fik ingen julegaver det år, men i stedet et tilskud til min rejse og det føltes helt helt rigtigt.

Jeg har også tilbragt en juleaften i Sydney, Australien. Det var sammen med den kæreste, der senere blev far til mine børn og i dag er min eksmand. Det var en suveræn juleaften. Der var 30 graders varme og dagen blev tilbragt på en lækker strand. Om aftenen spiste vi på en hyggelig fortovsrestaurant og jeg fik en utrolig lækker grøntsagslasagne og to store australske fadøl. Det var et kongejulemåltid, som jeg stadig husker meget tydeligt.

Det år min mor fyldte 50 tilbragte vi julen på Tenerife. Det var fedt.

Hvis det stod til mig, rejste vi fem her i familien på ferie i julen. Enten til en storby eller også et sted, hvor der var varmt. Når jeg - i ramme alvor-  har foreslået det, kigger både mand og børn på mig, som om jeg er gået fra forstanden. Det skal nu ikke forhindre mig i at blive ved med at spørge! 

Kom jeg nu til at lyde som den vildeste julehader? Det ved jeg ikke om man kan sige, at jeg er. Jeg holder meget af alle de alment menneskelige værdier og budskaber julen repræsenterer. Hvis du plejer at gå i kirke i julen, ved du hvilke budskaber, jeg tænker på.
Budskaber, der mig bekendt intet har med grantræ, sylte og and at gøre?