tirsdag den 3. maj 2011

Verdensfred

Man slår folk ihjel, der slår folk ihjel, for at vise at det ikke er i orden at slå folk ihjel.
Citater og statements i stil med ovenstående, brugte jeg i gymnasieårene en pænt stor del af min tid på at gå rundt skrive alle mulige steder. På mine skolebøger og hæfter, i min kalender, på væggen på toiletterne, på lapper til opslagstavlen og på sedler til mine forældre (mobiltelefonen var jo ligesom ikke opfundet, da jeg var barn). Således var det ikke usædvanligt for min mor at komme hjem fra arbejde og finde en seddel ved spejlet i entréen med ordlyden: ”Er hos hestene, kommer hjem kl. 18. Kh Helle. PS. Make love, not war."
Det var også i gymnasieårene, at jeg tegnede medlemskab hos Amnesty International og Greenpeace OG blev fadder for et barn i Rwanda.  (Et barn, som jeg senere adopterede væk til mine forældre, fordi jeg ikke havde råd til at beholde ham. Viste dem billedet af det mørke ansigt med store brune øjne og forklarede dem, at det jo et eller andet sted var deres barnebarn og at hans fremtidige skæbne ville afhænge af deres velvilje. De tog ham selvfølgelig til sig.)
Jeg var fuldstændig overbevist om, at hvis vi alle gjorde en indsats til det fælles bedste for alle mennesker, så ville verden blive et bedre sted at leve. Og jeg var helt afklaret med, at et oplagt sted at sætte denne indsats i gang, var hos mig selv.
Den overbevisning har jeg som sådan endnu, om end der over årene er sket en vis afmatning i den ildhu, der prægede min ungdoms åbne sind. Hvilket i grunden er en stor skam. Med indtræden af ord som rentetilpasning, pensionsbidrag og gruppelivsforsikring i mit liv, gik fredsaktivisten hen og satte sig i sofaen, og der sidder hun endnu.
Men det er faktisk slet ikke det, jeg vil skrive om nu.
Jeg vil tilbage til citatet om at slå ihjel. Og om at det er forkert at slå andre mennesker ihjel.  For ham den onde terror-bagmand, som en amerikansk specialstyrke, bestående af 79 specialtrænede soldater har slået ihjel,  havde han ikke, om nogen i denne verden, fortjent at dø?
Og hvis han havde,  hvilket højere formål tjener hans død da?
Er hævn et motiv for retfærdighed? Eller er retfærdighed et motiv for hævn?
Jeg har det faktisk sådan, at jeg ville have det bedre med tanken om hans død, hvis døden var indtrådt fx ved at han skvattede meget uheldigt i en bananskræl, eller havde fået et fiskeben galt i halsen.
Men jeg er også så pisse konflikt sky.
Og jeg tror, at dette drab kommer til at give big time konflikter. Og at der på den lange bane ikke kommer noget godt ud af det. Set med verdensfredsbriller på.
Når jeg arbejder med konfliktløsning med børnene i skolen, så spørger jeg dem ofte, om de kan give mig et eksempel på en konflikt, som blev løst og hvor alt efterfølgende blev godt, ved at parterne slog på hinanden og brugte hævn som motiv for at gøre det.
Ingen har endnu kunnet komme med sådan et eksempel. Kan du?

3 kommentarer:

Kristine Sejr sagde ...

Jeg tror mit indlæg omkring Gud kommer i dag, jeg synes jeg kan fornemme det. Især fordi jeg var inde at se en film i går. "Om Guder og mænd" hed den.
Den handlede netop også om det med lidt krig, lidt død, og sådan. Og kan det hjælpe at slå ihjel, fordi den ene har slået ihjel, nej jeg tror det sgu ikke.

Anne Lotte sagde ...

Jeg har awarded dig!
Fair nok hvis du ikke gider. Du kan jo se mere på min blog.

I øvrigt noget af en hvepserede du har stukket hånden ned i der. Jeg er lidt undecided på emnet. For jeg kan godt følge alle argumenterne, men alligevel er den her situation anderledes for mig. Folk der bevidst forsøger at slå andre befolkningsgrupper ihjel med vilje er altså undtaget fra den der regel om medmenneskelighed og retfærdighed.
Og omkring den debat der kører nu, så synes jeg at der er gået lidt mode i at synes, at det er i orden at glæde sig over Osamas død.

Men som sagt, jeg har ikke helt bestemt for hvad jeg præcis skal mene. Endnu.

Anne Thompson sagde ...

Det er virkelig meget svært gennemskueligt med Osamas død. Ligesom dig, har jeg heller ingen færdig-pakkede løsninger eller konklusioner.
Det bedste eksempel jeg har på konfliktløsning i den tunge ende er arbejdet med forsoning i Sydafrika da apartheid-styret faldet. Bl.a. Desmond Tutu stod for dette store arbejde med at få de skyldige til at vedgå deres handlinger og se deres ofre i øjnene (eller ofrenes efterladte), som så skulle tilgive. Om det er lykkedes 100% er svært at sige, for afrikanerne er stadig de fattigste og dårligst stillede i Sydafrika. Men at "the reconciliation commitee" lykkedes langt henaf vejen bevises vel ved, at landet ikke blev kastet ud i lange blodige hævntogter og opgør da styret skiftede.